Startguide til Solid State Drives

Når du overvejer at anskaffe dig en ny computer eller måske opgradere den du har, så skal du helt sikkert have fingrene i en SSD-disk!

SSD er en forkortelse for Solid State Drive, og kender du ikke så meget til dette lynhurtige lagringsmedie, så læs videre her og lad dig overbevise af SSD’ens fænomenale fordele!

Hvorfor SSD Disk?

Der er mange fordele og stort set ingen ulemper ved at skifte din traditionelle harddisk ud med en Solid State Disk. Det man oftest hører når man snakker SSD’er, er at de er meget hurtigere end normale harddiske. Dette gælder både ved opstart af din computer og overførsel af filer, men der hvor det virkelig batter er: opstart og kørsel af programmer. Grundet den ekstreme hastighed på SSD’er, vil programmer meget hurtigere kunne få data til og fra disken, og dermed kunne fungere meget bedre. Derudover er SSD’er kendt for at give bærbare computere opstartstider på helt ned til 8-10 sekunder!

En anden væsentlig faktor er strømforbruget. En SSD bruger en hel del mindre strøm end en traditionel harddisk, hvilket kan hjælpe på batteritiden i din bærbare computer. Mens en ny harddisk bruger mellem 4 og 7 Watt alt efter aktivitet, ser man sjældent en SSD der bruger over 1,5 Watt ved fuld aktivitet – og de fleste bruger endda langt under 1 Watt!

Den store sidste nævneværdige ting er robusthed. En Solid State Disk har ingen bevægelige dele eller mekaniske arme som en harddisk. Dette betyder, at SSD’en er langt mere modtagelig overfor stød. En normal harddisk kan normalt tåle et stød på omkring 25 G ved brug og op til omkring 400 G – her kan en SSD nemt klare over 1500 G – dette er altså en væsentlig forskel.

Der findes selvfølgelig også nogle ulemper ved SSD diske, men dem kan du læse mere om herunder.


Hvad er SSD?

Som nævnt er SSD en forkortelse for Solid State Drive, og de adskiller sig fra de traditionelle harddiske, HDD, ved ikke at være ”harddiske” i ordets egentlige forstand.  I modsætning til en almindelig harddisk består en SSD nemlig ikke af mekaniske dele såsom bevægelige læsehoveder og roterende plader. En Solid State Drive består derimod af NAND flash RAM, som en ny form for ”harddisk” teknologi. En lignende teknologi ses i computerens RAM, men det er først indenfor de seneste år, at det har været muligt at lave non-volatil RAM til en fornuftig pris. SSD’ens hukommelseschips adskiller sig fra computerens RAM ved netop at være non-volatil, hvilket betyder, at dine data forbliver lagret i chippen selvom der ikke er tilført strøm. RAM er i modsætning til dette volatil, hvilket betyder, at der kun kan lagres data, når strømtilførselen er konstant. Der findes mange forskellige slags af både volatil og non-volatil RAM, og som nævnt består en SSD af NAND flash RAM.

NAND står for selve den måde, hvorpå data bliver lagret på chippen, og her gælder det altså om den størst mulige ydelse og datatæthed. Der findes to typer af NAND flash hukommelseschips, og det er henholdsvis Multi-Level Cell, MLC, og Single-Level Cells, forkortet SLC. Kort fortalt er MLC NAND Flash en flash-hukommelses teknologi, som kan lagre flere bits af informationen, fordi den består af flere niveauer per celle. I modsætning hertil bruger SLC NAND Flash-teknologien kun et enkelt niveau per celle, hvilket mindsker sandsynligheden for fejl.

De fleste Solid State Drives på markedet består i øjeblikket af MLC NAND Flash hukommelse, da de er billigere på grund af den førnævnte tættere lagringsmetode.  En SSD består ikke udelukkende af hukommelseschips, men også af et andet essentielt komponent nemlig Controlleren. Controlleren er det komponent, som sørger for at hente og skrive data til flash hukommelsen. Den står med andre ord for at styre de data, som skal frem og tilbage. En controller, som skal håndtere MLC har næsten op til tre gange mere at lave end de contollere, som håndterer SLC. Dermed er controlleren altså især af afgørende betydning i MLC-baserede diske, hvor den kan have en markant indflydelse på ydelsen.


Inden  du køber din nye SSD

Eftersom de nyeste computere på markedet bliver hurtigere og hurtigere, er flaskehalsen ved harddisken blevet mere tydelig, og det kan altså mærkes! Ved at investere i en Solid State Drive vil du derfor kunne få mærkbar glæde af det tydelige løft i ydelsen, og derudover følger der jo også en masse andre fordele.

Inden disse fordele nævnes, skal der dog lige påpeges nogle få ulemper ved SSD.

Først og fremmest er en ulempe ved Solid State Drives naturligvis de høje priser. Når man sammenligner SSD med de traditionelle HDD, er der stadig en klar prisforskel på de to. Dertil skal det også nævnes, at flash-hukommelsen har begrænset levetid. Begrænsningen består i, at der kun kan skrives et bestemt antal gange til hver celle. Dette har producenterne dog forsøgt at udligne ved at forhindre, at der konstant skrives til de samme celler. Dog skal man kun være opmærksom på cellernes begrænsede levetid, hvis SSD’en benyttes i systemer med ekstrem disktilgang, men det er IKKE noget man overhovedet behøver tænke på som forbruger. Se eventuelt SSD infografikken, der giver et eksempel på antal år en SSD vil holde.

Som tidligere nævnt består en SSD ikke mekaniske dele, hvilket betyder ALT for reaktionstiden, når dine data skal hentes og skrives! I de normale harddiske skal en læsearm først finde frem til de ønskede data på pladerne i harddisken, hvilket skaber den irriterende flaskehals, fordi det tager så lang tid. Med en Solid State Drive går det altså forførende hurtigt på grund af den lave reaktionstid!

Netop manglen på de mekaniske dele betyder også, at en SSD kun bruger en brøkdel strøm i forhold til en HDD. Dette er jo også er en klar fordel på det mobile område i forhold til brugen af SSD’er i eksempelvis laptops. Derudover betyder det lavere strømforbrug også væsentlig lavere varmegenerering, hvilket igen er en fordel, idet kølerne kun behøver at nedkøle i et begrænset omfang. Dermed indgår en SSD altså en energivenlig synergi med de andre komponenter. Ydermere er det også en udpræget fordel at SSD på grund af de manglende mekaniske dele er modstandsdygtig over for slag og stød. Dermed er de langt mindre skrøbelige end de normale Hard Disk Drives, hvilket igen er en fordel, når de benyttes i laptops.

Der er ingen tvivl om, at SSD med tiden bliver billigere, og sikkert overtager markedet for harddiske. Indtil da er der dog ingen tvivl om, at fordelene ved en SSD langt overstiger ulemperne! Du kan helt sikkert betragte indkøbet af en SSD som en investering med så mange fordele, at du ganske enkelt ikke bør nægte dig selv denne fantastiske oplevelse!

24 comments “Startguide til Solid State Drives”

God artikel og fremragende hjemmeside 🙂

Mange tak 🙂

Flot artikel, så blev man lidt klogere, tak for det 🙂

Godt du kunne bruge den! 🙂

Hej Lars, rigtig god artikel du har skrevet her om SSD disken. Hvis det i orden, skriver jeg lige et indlæg på min Mac side, og henviser til denne gode beskrivelse!

Hilsen Kristian//HerreGodt – Dansk Mac Tips

Hej Kristian

Du skal være meget velkommen til at lave et indlæg på din side!
Inden længe skulle der gerne komme nogle Mac-relaterede artikler på siden, så hvis du er interesseret kan jeg godt give dig besked om dette, når de er klar.

Mvh
Lars

Virkelig spændende læsning. Understøtter alle bundkort en SSD. Har en Acer Aspire 5755G. 
Mvh Finn

Hej Finn

Godt du kan bruge artiklen 🙂
Jeg kan ikke umiddelbart finde nogle informationer om hvorledes din computer understøtter SATA-2 eller SATA-3. Dog kan jeg se at den understøtter SATA-2 som minimum, hvilket betyder at du sagtens vil kunne sætte en SSD i den. Uanset om du vælger en SATA-2 eller 3, vil du stadig opleve et stort performance-boost i forhold til din nuværende harddisk. Alle SATA-3 harddiske er også bagudkompatible med SATA-2, så det behøver du ikke være bange for.

Mvh
Lars

Jeg synes at det er flot og gavmildt af dig, at du giver manden lov til at skrive på sin egen side 🙂

dog kræves min. win 7 for at benytte ssd som system drev ikke sandt? 

Hej Kenneth

Ikke nødvendigvis. Windows versioner før Win 7 (Vista, XP osv.) kan sagtens benytte SSD diske. Dog understøtter de ikke TRIM, og kan ikke udnytte diskene helt så godt som Windows 7.

Mvh
Lars

Hvor vigtig en rolle spiller IOPS Random Read/Random Write i forhold til Intern datahastighed, dvs. MBps (læs) / MBps (skriv). ?

Kigger du på Komplett.dk kan du finde Samsungs nye SSD 840 Series 500GB 2.5″ OEM med en 97000 IOPS Random Read, og 63000 IOPS Random Write med en Intern datahastighed på 530 MBps (læs) / 330 MBps (skriv). 

Kigger du så på en Corsair SSD Force Series GS 480GB 2.5″, så vil man kunne se at den kun har 50000 IOPS på både Random Read/Random, men har til gengæld 540 MBps (læs) / 455 MBps (skriv). 

Samsung har en dårlig MBps (læs) / MBps (skriv), men en højere IOPS. Hvor afgørende er IOPS hastighed egentlig i forhold til MBps (læs) / MBps (skriv)?     

Hej

IOPS spiller en forholdvis stor rolle i forhold til den sekventielle hastighed.
De hastigheder som producenterne skriver på deres SSD’er er kun gældende ved overførsel af store filer, fx en film på 10 GB.

IOPS spiller en langt vigtigere rolle, da den giver udtryk for hvor mange operationer disken kan udføre pr. sekund (IOPS = Input/Output Operations Per Second). I langt de fleste tilfælde vil disken overføre mange små filer, og derfor er det langt vigtigere at have en høj IOPS end en høj sekventiel hastighed.

Mvh
Lars

Hej Lars

Jeg står med en 7 år gammel PC, i sin tid købt som noget nær toppen af poppen for en spil pc.
Jeg er dog kommet i problemer rent hastighedsmæssigt i forhold til de spil jeg bruger mest (Football Manager og Pro Cycling Manager), og overvejer derfor en helt ny PC, som dog p.g.a. min situation, som studerende, er en noget pebret affære.

Men hvad ville en SSD harddisk kunne gøre for mig? Ville det fungerer fint, hvis jeg smed den ind sammen med min gamle harddisk, og så fik styresystemet (Win7) flyttet over på SSD?
Ville det være bedst at installere spillene på disken også? Jeg tænker på, at størrelsen af disse diske indtil nu kun er 256gb, hvilket ville efterlade mine nuværende 800gb som et kæmpe lager til musik/dokumenter/billeder osv., men sådan må det jo evt. blive.

Jeg er ikke selv klog på området, og har som regel andre til at lave selv de mindste ting ved min PC, men flere har nu snakket SSD diske, men jeg har vel bare brug for, at vide om det er bedst med dette, en omkostning på max 1400 (alt efter str. på disk), eller jeg skal vælge at skifte hele PC´en ud. Min nuværende larmer okay meget, men det vil vel intet ændrer når SSD disken evt. kommer i, da den gamle harddisk stadig er i.

Mvh. Arne

Hej Arne

Om en SSD kan betale sig for dig, kommer lidt an på dit forbrug samt din computer.
Hvis ikke din computer/bundkort understøtter SATA 3, så vil du kun kunne få begrænset hastighed ud af disken.
Derudover hjælper en SSD primært på opstart af computeren, programmer og loading i fx spil. Eftersom du ikke spiller de voldsomt krævende spil, så vil det nok være begrænset hvad du vil få ud af at sætte en SSD Disk i din computer.
Hvis din nuværende harddisk larmer en del, kan det godt være tegn på at den er ved at være slidt. I hvert fald hvis der er kommet mere larm her på det seneste.
En SSD i sig selv er helt lydløs, men hvis du vil benytte både en harddisk og en SSD, vil der nok ikke være det store at hente på lyd-fronten.

Derudover er det en helt fin løsning at benytte en SSD til at have styresystem, programmer og spil på, mens ens billeder, dokumenter, musik og film kan ligge på en traditionel harddisk.

Håber det var svar nok, ellers skriver du selvfølgelig bare igen!

Mvh
Lars

Hejsa,

Min søn kigger på en MBP 13″ men jeg er lidt i tvivl om perfomance på disse to eksempler:

1. MBP A1278 2.26Ghz 4GB ram 256 GB SSD

2. MBP A1278 2.4 GHz 8GB ram 512 GB SSD

Hva er pros and cons ?

Hej Søren

Umiddelbart ville jeg gå efter computeren med 8 GB RAM.
512 GB SSD er dog i de flestes tilfælde “overkill”, hvis man har en ekstern harddisk o.lign. ved siden af.

Forskellen på processoren (2,4 Ghz vs 2,26 Ghz) vil ikke rigtig kunne mærkes, og heller ikke forskellen i performance på SSD’en.
Dog vil det være en god ide med lidt flere end 4 GB ram, især hvis der skal bruges den nye version af OS X.

Mvh
Lars

Hej, har fået sat 128gb intel (520 serie) i en NY pc, fået installeret win7 men hvordan får jeg lavet en recovery til evt. nyinstallation hvis der sker noget med windows, kan du forklare det så selv en gammel tumpe kan forstå det, ville det være dejligt, tak.
mvh Steen

Hej Steen

Normalt følger der en vejledning med din computer, hvor der står hvordan en sådan recovery fungerer.
Det kommer dog meget an på producenten af computeren, så umiddelbart er det lidt svært at skrive hvordan du skal gøre.

Har du eventuelt fået en Windows 7 CD med din computer? Eller kan du se om der et sted på computeren står en Windows 7 licensnøgle?

Mvh
Lars

Super 🙂   Takker..

Hej.

Kan godt være det er lidt at et dumt spørgsmål det her. men jeg har lige købt en HP pavilion G6 bærbar computer. kører skide godt med en I5 i og et udemærket graphic kort i også. 

Men mit spørgsmål går ud på om man kan sætte 2 harddiske i den. så man har en harddisk til lagring og en 120 GB til spil, programmer og win8. ? og hvad ville jeg få ud af at sætte en SSD harddisk i når der alligevel sidder en I5 og computeren er hurtig. 

vil det kunne betale sig at sætte en ssd harddisk i min computer. 

Mvh Mattias

Hej Matthias

Du må undskylde det sene svar.

Som udgangspunkt kan man normalt ikke sætte en ekstra disk i en bærbar computer, med mindre den er bygget til det, eller man fx fjerner sit DVD-drev.
En SSD og en CPU er jo to vidt forskellige komponenter, hvor SSD’en primært hjælper på fx opstart af spil/programmer/windows og loadtider. Normalt er harddisken en af de største flaskehalse, og en dårlig harddisk kan nemt sløve hele computeren ned.

Om det kan betale sig at sætte en SSD i din computer ved jeg ikke – hvis du føler at din computer halter på nogle punkter, så kan det måske tænkes at en SSD lige er det sidste der mangler.

Mvh
Lars

Hej 

Har med stor interesse læst din artikel. Min søn starter på gymnasiet her efter sommerferien og da han har noget transport frem og tilbage er han lidt ked af, at skulle slæbe på sin Macbook pro, da den er rimelig tung. Jeg har en ca. 3 år gammel Lenovo T60 stående, der ikke bliver benyttet og det vil være genialt, at sætte en SSD HD i den og sende min søn til Gymnasiet med den istedet. 
Jeg skal derfor spørge i forlængelse af din artikel om man skal være opmærksom på forskellige standarder inden køb, eller er der en fælles standard.
Har selv tidligere bygget PC’er og ved, at der tidligere var et hav af forskellige standarder for de enkelte hardware dele, og har et par gange brændt fingrene ved køb af udstyr, der ikke delte standard med min PC.

På forhånd tak for hjælpen.

Mvh
Thøger

Hej Thøger

Tak for din kommentar 🙂

Det eneste du skal være opmærksom på, er:

1) Understøtter din Lenovo SATA (Serial ATA), og i hvilken version? Alle SSD’er er bagudkompatible, men det er selvfølgelig sjovest, hvis computeren understøtter version 3.

2) Passer disken i computeren? Dvs., er det en normal 2,5″ harddisk der sidder i computeren nu? Hvis det er, så skulle der ikke være nogle problemer.

Mvh
Lars


Skriv en kommentar